Lokalplanforslagets indhold
Der er udarbejdet et lokalplanforslag i boligområdet Slettebjerggård, som giver mulighed for opførelse af omkring 76 tæt-lav-boliger med tilhørende fælleshus. Lokalplanen erstatter dele af den gældende Lokalplan nr. 35 og indebærer blandt andet også, at arealer tæt på noget § 3-beskyttet natur i områdets vestlige ende, ikke længere kan bruges til boligformål. Disse arealer udlægges i stedet til offentlige rekreative formål med mulighed for at lave en bypark.
Lokalplanens formål er at skabe et attraktivt boligområde med tæt-lav-bebyggelse, der henvender sig til forskellige målgrupper. Planen giver mulighed for etablering af et fælleshus og viderefører områdets eksisterende kvaliteter, herunder grønne fælles opholdsarealer, nærhed til naturen og gode stiforbindelser. Samtidig ændres planlægningen for arealerne omkring den § 3-beskyttede natur, så der fremover sikres en større afstand mellem boligbebyggelsen og naturområdet. Dette understøtter både områdets rekreative værdier og hensynet til naturen.
Du har mulighed for at komme med bemærkninger til Forslag til lokalplan SK 93 – Boliger og bypark i Stenlille.
Forslaget til Lokalplan SK 93 er udarbejdet for at muliggøre en ny disponering af et boligområde ved Slettebjerggård i Stenlille. Området er i dag omfattet af Lokalplan nr. 35, der blev endeligt vedtaget af Stenlille Kommunalbestyrelse i 2006. Lokalplan nr. 35 har ikke været fuldt realiseret, og der er siden opstået behov for et mere tidssvarende plangrundlag.
Formålet med den nye lokalplan er at skabe et attraktivt boligområde med tæt-lav-bebyggelse og et fælleshus samt at videreføre områdets eksisterende kvaliteter, såsom grønne fælles opholdsarealer, nærhed til natur og gode stiforbindelser.
Du skal give besked, hvis du ikke vil have, at vi gør dit navn m.m. offentligt tilgængeligt
Når du indsender bemærkninger til planforslaget, vil dit navn og din adresse, samt evt. e-mail og telefonnummer, komme til at fremgå af et offentligt tilgængeligt notat om de indkomne bemærkninger i høringsperioden, som følger sagen ved den politiske behandling af planens endelige vedtagelse.
Ønsker du ikke at give samtykke til dette, bedes du nævne det, når du fremsender dine høringsbemærkninger.
Anvendelse af området må ikke foregribe lokalplanen
Indtil lokalplanforslaget er endeligt vedtaget af kommunalbestyrelsen, må de ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke udnyttes på en måde, som kan foregribe indholdet af den endelige plan. Der gælder efter planloven et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændring af anvendelsen. Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommene kan fortsætte som hidtil.
Når fristen for fremsættelse af indsigelser og ændringsforslag er udløbet, kan kommunalbestyrelsen give tilladelse til udnyttelse af en ejendom i overensstemmelse med forslaget.
Disse midlertidige retsvirkninger gælder fra planforslagets offentliggørelse og indtil forslaget er endeligt vedtaget, dog højst i et år.
Miljøvurdering
Der er gennemført en screening af de miljøpåvirkninger, som lokalplanens gennemførelse vil kunne medføre. Konklusionen er, at lokalplanens gennemførelse ikke vurderes at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Du læse mere i screeningen og afgørelsen om ikke at foretage en miljøvurdering eller i lokalplanforslaget.
Læs screening og afgørelse om ikke at foretage miljøvurdering
Klagevejledning
Du kan klage over Sorø Kommunes afgørelse om, at der ikke skal foretages en miljøvurdering af lokalplanforslaget. Klagevejledningen fremgår af afgørelsen.
