Pressemeddelelse

September i Skabt i Sorø

28-08-2026

I september skifter Skabt i Sorø atter form, når tre nye kunstnere flytter ind i pop-up værkstedet i Holberg Arkaden. Her kan besøgende opleve kunsten blive til, følge de kreative processer på nært hold og møde kunstnerne bag værkerne.

Månedens kunstnere er Berta Bak, Isa Seiling og Poul Redsted, som alle arbejder med maleri, men med forskellige udtryk og teknikker. Berta Bak og Poul Redsted arbejder med akrylmaleri, mens Isa Seiling arbejder med abstrakte værker i olie og tørpastel.

Gennem hele september vil kunstnerne bruge værkstedet som deres arbejdsplads. Besøgende kan kigge forbi, se værkerne tage form og få en snak med kunstnerne om deres inspiration, teknikker og kreative processer.

Det særlige ved Skabt i Sorø er, at man kommer tæt på kunsten og de mennesker, der skaber den. Her kan man opleve kunsten undervejs og få en dialog med kunstnerne, som man sjældent får mulighed for i et traditionelt galleri.

I løbet af måneden vil kunstnerne arbejde på forskellige værker, og publikum kan opleve, hvordan idéer, materialer og teknikker udvikler sig fra dag til dag. Et af værkerne bliver Isa Seilings Sjælemøde, hvor besøgende får mulighed for selv at bidrage med en streg, en prik eller en bugtet linje og dermed blive en del af det færdige kunstværk.

Skabt i Sorøs pop-up værksted er åbent for alle, der er nysgerrige på kunst, kreative processer og mødet med lokale kunstnere. Der er fri adgang, og man er velkommen til både at kigge kort forbi eller blive hængende til en længere snak.

Du kan læse mere om Skabt i Sorø her

Senest opdateret 27-08-2026