PRESSEMEDDELELSE

Sorø Kommune inviterer borgere til klimamøder om hverdag og grønne løsninger

16-04-2026

Sorø Kommune inviterer i april borgere fra hele kommunen til tre klimamøder, hvor hverdagens erfaringer er omdrejningspunktet. Målet er at inddrage borgernes perspektiver i arbejdet med at opdatere kommunens klimaplan.

Hvordan ser hverdagen ud, når man forsøger at tage hensyn til klimaet? Hvad fungerer godt og hvor opstår der udfordringer i forhold til transport, madvaner eller bolig? Det er netop den slags erfaringer, Sorø Kommune gerne vil høre, når kommunen afholder tre klimamøder i Stenlille, Dianalund og Sorø fra næste uge. Alle borgere fra 16 år og opefter har kunnet tilmelde sig.

Sorø Kommune arbejder i øjeblikket med at opdatere sin klimaplan som led i kommunens indsats for at mindske klimaforandringerne. Her spiller borgernes input en central rolle.

”Vi har brug for hverdagserfaringer for at sikre, at planen fungerer i virkeligheden. Klimaindsatser skal give mening i folks liv, hvis de skal lykkes. Derfor er inddragelse af borgerne afgørende for den grønne omstilling,” siger Eva Flyvholm, der er forperson for Klima, Miljø og Planudvalget.

Tre møder i tre byer

For at nå borgere i hele kommunen afholdes der tre klimamøder i Stenlille, Dianalund og Sorø. På møderne bliver deltagerne guidet gennem dialog og små øvelser ved borde med et af disse tre temaer, hvor klimaindsatser møder hverdagen:

  • Transport – cykling, samkørsel og kollektiv transport
  • Fødevarer og madvaner – grønnere og mere lokalt
  • Bolig og byggeri – plads til natur
     

Interessen for at deltage har været stor og alle pladser til de tre møder er booket:

”Det er fantastisk, at der er så stor interesse for at bidrage og blive klogere på hvordan vi forebygger klimaforandringer. Vi glæder os rigtig meget til at høre folks ønsker og forslag”, siger Eva Flyvholm.

Yderligere information

Klimamøderne afholdes følgende dage:

20. april kl. 17–19 – Stenlille Kulturhus
23. april kl. 17–19 – Multisalen, Holbergskolen i Dianalund
28. april kl. 17–19 – Multisalen, Borgerskolen i Sorø

For uddybende spørgsmål kontakt

Susanne Engel, konsulent, Sorø Kommune, 57876355, senge@soroe.dk