Med en sommer der var fattig på sol og varme, kan den næste varmeregning blive en gyser for mange. Men med energivenlige løsninger i hjemmet, kan der være penge at spare, og man kan samtidig skåne miljøet. Det betyder der er stor interesse blandt boligejere for disse løsninger, og derfor holdes der til september endnu en energimesse i Sorø.
Også blandt erhvervslivet er der en tydelig interesse for en ny messe, og der er godt gang i tilmeldingerne til at være udstiller. I marts var der hovedsageligt lokale udstillere af energivenlige løsninger som bl.a. energisolceller, varmepumper og solceller, og det forventes at trække mange forskellige til igen.
Som gæst på messen kan du bl.a. få en uforpligtende snak om dine muligheder med energirenovering o.l. og se eksempler på nye løsninger. Du kan desuden medbringe fotos/tegninger af dit hus og få et par gode råd med på vejen samt møde Energitjenesten, der kommer med deres energibus og to rådgivere.
Energimessen finder sted lørdag den 22. september på Torvet i Sorø kl. 10-14.
Hvis du kunne tænke dig at udstille på dagen eller har du spørgsmål, kan du kontakte Bente Kjeldal Jensen fra Sorø Kommune på bkje@soroe.dk eller telefon 5787 6364. Ved tilmelding bedes oplyst firmanavn, adresse, kontaktperson med e-mail og mobilnummer samt emne (fx bygningsrenovering, isolering, jordvarme, solceller mv.) for standen.
Tilmeldingsfrist er den 3. september kl. 12.