Sundere vaner for hele familien
26 03 2010
Så det er nu I har mulighed for at sprænge jeres gamle vaner og starte på en frisk.. Siden starten i 2008 har over 20 familier gennemført kurset og alle har udtrykt stor tilfredshed.
Livsstilsværkstedet er for familier med børn, der har tendens til overvægt eller lever med en overvægt og er mellem 6-12 år.
Når familien står sammen
”Livsstilsværkstedet” er et sted, hvor familierne laver sund mad, får oplæg om sundhed og inspiration til en mere aktiv hverdag.
Deltagerne lærer, hvordan man får fedtfattig mad til at smage af noget, og de får inspiration til både sund aftensmad og sunde madpakker. Hver kursusgang begyndes med at spise et sundt mellemmåltid – så deltagerne kan få inspiration til mellemmåltider, som hverken er svære, dyre eller kedelige at spise.
”Det særlige ved projektet er, at der lægges stor vægt på at hele familien er medspillere, da det er i familien, at man kan gøre noget ved uhensigtsmæssige vaner. Det er min erfaring fra mange forskellige typer projekter, at når hele familien går sammen om at ændre livsstil, så er det virkelig noget, der rykker”, fortæller sundhedskonsulent Pia Knudsen.
Som en mor udtrykte det efter kurset: ”Det var det her, der skulle til for, at vi alle i familien fik lyst til at leve sundere. Vi har oplevet, at vi alle har fået mere energi og børnene plager ikke mere om at få slik hver dag som tidligere. Som sidegevinst er vi begyndt at tage cyklen meget oftere og være mere aktive sammen”.
Udviklet i et godt samarbejde mellem Sorø Kommune og UCSJ/Ankerhus.
Livsstilsværkstedet er et projekt under Sorø, Sund og Stærk og udviklet gennem et godt samarbejde mellem Sorø Kommune og UCSJ/Ankerhus.
Klinisk diætist Charlotte Tønnes Edelberth, der til daglig underviser på Ankerhus glæder sig rigtig meget til at starte op, og vil få hjælp fra studerende fra Ankerhus. ”Vi har fået en masse erfaringer fra de tidligere hold, som vi nu har bygget videre på. Nogle gange hører de voksne et oplæg, mens børnene laver mad og får viden om sundhed på deres præmisser. Andre gange laver børn og voksne mad sammen”, siger Pia Knudsen.
Sorø Sund og Stærk
Sorø Sund og Stærk er et udviklingsprojekt, der består af fem delprojekter, der tilsammen skal styrke Sorø Kommunes sundhedsindsats i forhold til overvægtige børn og unge. Målet med projektet er at udvikle nogle aktiviteter og metoder, der kan bruges fremover i arbejdet med at forebygge og afhjælpe overvægt blandt børn og unge. Metoderne vil kunne bruges af mange forskellige faggrupper samt af foreninger og andre, der har med børn og unge at gøre.
Deltagelse
Livsstilsværkstedet starter onsdag den 14. april kl.16.15-18.45 på Ankerhus Seminarium, Slagelsevej 70-74, 4180 Sorø og forløber over 8 gange. Det er gratis at deltage, dog vil der være egenbetaling for maden.
Vil du høre nærmere kan du kontakte sundhedskonsulent Pia Knudsen på tlf.: 57 87 71 63 eller 57 87 71 40.
Pia Knudsen
pgkn@soroe.dk